Peder MEINERT
1951, Denmark
Peder Meinert er kendt som en aktiv og alsidig kunstner. Han henter sin inspiration i hverdagen, i oplevelsen af forholdet mand - kvinde, børn – dyr, bevægeligheden i nuet og kærligheden til livet. Inspirationen omsættes på lærred til en billedkavalkade i stærke farver med brug af hele farvepaletten. Peder Meinerts positive livssyn og glæde ved livet samt ønsket om at fortælle en ny historie hver gang, er kilden til det, der kommer gennem hånden og ud på lærredet. Man behøver bare at se billederne for at føle sig smittet af denne livsglæde og få en god dag.
Peder Meinert har gennemført en række udsmykningsopgaver for hoteller, feriecentre og erhvervsvirksomheder, og her ses ofte anvendt spændende og utraditionelle løsninger. I Grindsted står der eksempelvis flere af hans skulpturer på byens torve og pladser. Peder Meinert har en meget klar mening om, at kunst skal være en del af det, der skaber glæde og debat i vores hverdag. Det var derfor en særlig glæde for ham, da han som den første modtog \"Den Jyske Fane\", som TV2 gav til kunstnere, der gjorde noget særligt for mangfoldiggørelse af kunsten.
Source: www.meinertart.dk