Johan Thomas LUNDBYE
1818–1848, Denmark

Johan Thomas Lundbye tilbragte sine tidligste, mest personlighedsdannende barneår i Kalundborg, hvor Ingemanns romaner og moderens kærlighed til folkevisen greb fantasifremmende ind i hans udvikling. Han tegnede allerede som barn, og trods faderens næsten brutale modstand lykkedes det efter familiens overflytning til København L. at blive optaget på Kunstakademiet. Mens den lidt ældre gruppe omkring Christen Købke fulgte C.W. Eckersberg, valgte L. og hans venner professor J.L. Lunds undervisning. En generationsforskel gjorde sig således gældende, og med L. som den midtpunktsdannende opstod der et hjertevenskab mellem P.C. Skovgaard, Lorenz Frølich, J.A. Jerichau, Thorald Læssøe samt i mindre grad Th. Dreyer. L. begyndte som dyremaler, tilskyndet hertil af museumsmanden Chr. J. Thomsen, men udviklede sig i forlængelse af akademitiden også under direkte indflydelse af Købke, der kan spores bag nogle af hans tidligste portrætter og landskabsbilleder. L. prægedes desuden vældigt af sin omfattende læsning, der i 3 stadier skulle komme til at strække sig fra Adam Oehlenschlägers og Christian Winthers nationalromantiske vers, over Grundtvigs kristendom, historiesyn og fædrelandskærlighed til St. St. Blichers og Søren Kierkegaards gemytsinderlighed. Udviklingen fulgtes med L.s glæde over dansk natur i en udstrækning fra frodigheden mod øst til det vindsvøbte lavland mod vest, som han uden at kende til bunds følte et instinktivt valgslægtskab med. Han måtte med undtagelse af et kort besøg som ung nøjes med at drømme om Jylland, mens den udholdende vandrer enten alene eller sammen med Skovgaard eller Frølich lod sig lokalisere i Nord- og Nordvestsjælland. Således kom han meget hos en morbroder i Vallekilde præstegård, hvor han fandt motiv til sine tidligste landskabsmalerier. Opfattelsen strakte sig fra en synliggørelse af Oehlenschlägers linier i "De tvende kirketårne": Over den gule hvedemark, der kneiser en bakke grøn til de sammenkomponerede billedskabelser i N.L. Høyens og Grundtvigs ånd. Det gælder således tidlige hovedværker som Landskab ved Arresø med udsigt til Flyvesandsbakkerne ved Tisvilde, hvor Roskilde Domkirkes spir i det fjerne og en kæmpehøj inddrager fortiden, mens naturen fastholder et fædrelandsbillede, der rækker fra det frodige i forgrunden til det karrige bagest, og et par venlige småbørn og storkereden fastholder øjeblikket. Sjællandsk landskab, i baggrunden Vejrhøj og det gamle Dragsholm Slot strækker sig fra de frugtbare agre og enge op mod et højland med skovensomhed, mens fortiden både er inddraget i form af kunstnerens rekonstruktion af Roskildebispens middelalderlige borg og kæmpehøjen øverst på bakkedraget. L. insisterede i sine større værker på en symbiose, der havde landskabet, historien og almuen i centrum og med en indtryksømhed i foredraget, der lige opmærksomt inddrog det store og det små. Hver detalje er udtryksbærende, det selvbetragtende og det selvnoterende indgår ofte i en højere enhed, og der er meget i både L.s karakter og i hans mål med sin kunst, der foregriber Vincent van Goghs senere udvikling under andre forhold. L.s fader afsluttede sin militære løbebane i Frederiksværk, hvor det stortformede landskab mellem Isefjorden og Arresøen skulle blive en ny, uudtømmelig inspirationskilde for maleren. Det gjaldt både hans små, tindrende studier i naturen og de større, mere sammenkomponerede landskaber, hvor han i modsætning til gruppen omkring Købke tillod sig at kombinere indtryk fra forskellige steder, men så stedets karakter respekteredes. Således malede han, i forbindelse med opløsningen af hjemmet i Frederiksværk, hovedværket En dansk kyst, der har sine hovedtræk fra Kitnæs ved Jægerspris, men med sin stortformede forening af kyst og klint samt fortid og nutid lagde grunden til den nationalromantiske fædrelandsopfattelse. Efter faderens død søgte moderen tilbage til Kalundborg, og L. fandt i de kommende år en lang række af sine motiver på det nærtliggende Røsnæs, op langs Sejrøbugten og ind mod herregården Vognserup ved Holbæk. Han viste i sine motivvalg overalt en sjælden forståelse for det gamle Danmark, med de talrige stensætninger ved f.eks. Raklev og de rytmisk forskudte linjer ved Hellede Klint, men han gjorde lige så prægnant og koncentreret rede for de store engarealer ved Vognserup. L.s iboende melankoli blev med årene forstærket. Man kan paradoksalt nok tale om et mere og mere lystbetonet forhold til egen traurighed, der befordredes af et par kraftløse forelskelser. Det visnede og blottede indfangede ham, og det blev en belastning for hans bløde sind, at han fra begyndelsen ikke blot slugte Søren Kierkegaards værker, men på mange måder følte sig forpligtiget af det lille benede menneskes eksempel. Derfor drog L. i 1845 uden glæde til Italien, hvor han overalt blot længtes hjem. Alt det hjemlige meldte sig i erindringen som den trofaste pige, der er blevet forladt til fordel for hedere, mere yppige favntag, og kunstneren var lykkelig, da han efter hjemkomsten igen kunne opsøge alle de fortrolige steder. Han malede og tegnede alskens dyr med et indre smil til hver, men på trods af hovedværker som det inderligt danske Et boelsted ved Vognserup og det lille fastkomponerede Hankehøj ved Vallekilde kan der i perioden iagttages en svækkelse i L.s kunst. En vis rutine og nogle lidt forvirrende påvirkninger udefra greb ind i friskheden og hele talentets oprindelighed, men som i en sidste opblomstring kan man i sommeren 1847 se L. beskæftiget med en række fremragende oliestudier på Røsnæs. Den følgende vinter søgte han op til Hellebæk, hvor han ikke mindst udførte en række farvelagte tegninger, der følelsesmæssigt er båret af en mild resignation og svindende livsvilje. Kunstnerens ønske om at nå langt ud i befolkningen med sin kunst bragte ham hurtig i forbindelse med de grafiske discipliner. Imens stod København på den anden ende, Christian VIIIs død førte i et forceret tempo frem mod Martsministeriet, Grundloven og Treårskrigen. L. meldte sig frivilligt til hæren, alle de nærmere omstændigheder tyder på, at han ikke agtede at vende hjem igen, og det er et åbent spørgsmål, om han i Bedsted blev dræbt ved et vådeskud eller tog sit eget liv. L. var da 29 år, men han havde nået at arbejde, så han blev folkeeje.

Source: https://www.kulturarv.dk/kid/VisWeilbach.do?kunstnerId=1014&wsektion=biografi